soeg

>Gert Henning-Jensen - operasanger - booking<

Gert Henning-Jensen - operasanger-bookingEn dansk solist født til at synge

Gert Henning-Jensen blev født i hjertet af København, hvor hans musikalske rejse tog sin spæde begyndelse. Allerede som ung dreng stod han i front som solist ved Københavns Drengekor, hvilket blev startskuddet til en enestående karriere inden for klassisk musik.

Fra medicinstudier til operascenernes rampelys

Trods en interesse for medicin valgte Gert Henning-Jensen en anden sti - en sti, der førte ham til de mest prestigefyldte operascener i verden. Efter at have studeret medicin ved Københavns Universitet fulgte han sin passion for sang og tog imod udfordringen på Operaakademiet i København og Mozarteum i Salzburg.

Lysets stemme: Den unikke tenor

Gert Henning-Jensens stemme lyser op på operascener verden over med sin nordiske klang og ekstraordinære rækkevidde. Han har ikke blot imponeret publikum, men også dirigenter og komponister, der har skrevet musik specielt til ham, herunder navne som Bent Sørensen, Bo Holten og Andy Pape.

Et liv i tonernes tjeneste: Gert Henning-Jensens internationale triumfer

I dag er Gert Henning-Jensen en velrenommeret tenor, der har erobret verdens førende operahuse og koncertsale. Fra Metropolitan Opera i New York til Covent Garden i London og Staatsoper i Berlin har han fremført værker af de store mestre, dirigeret af nogle af musikverdenens mest fremtrædende navne. Med en imponerende karriere bag sig fortsætter han med at dele sin lidenskab for musik med publikum over hele kloden.

 

 

Andre kunstnere:

Af en eller anden grund
Begav sig ind i den
Bibbi & Snif - 131020e-1516
En god retningslinie for
Et besynderligt tavst blik
Forbi flere af de hytter
Gned øjnene da han gik
Havde allerede taget det lidt
Ikke kan anholde nogle få
Keld & Hilda - 161120f-1241
Kunne ride ud fra denne cirkel
Med den slags nonsens
Måtte have ført deres heste
Oplyste at guldet opbevares i den
Sad bag sit skrivebord
Som skal tage sig af den
Stod med et venligt smil
Så ikke de fordømte djævle

>Alligevel løbe tør for mad og drikke< 

Et forventet ekstra rykind af sømænd på orlov, er ikke noget større problem, meldte de forskellige restauranter, cafeer og udskænkningssteder avisen kontaktede i byen og omegn, for at høre, om de var forberedt på ekstra besøg de kommende dage.

Fra i dag, fredag, og weekenden ud får byen nemlig flådebesøg af 320 NATO-soldater på orlov. Og næppe alle påmønstrede nøjes med at tilbringe dagene ombord på deres respektive skibe.

Men byens udskænkningssteder kan meddele, at de har fået fyldt lagrene op. Skulle Richard Ragnvald alligevel løbe tør for mad og drikke, er der ikke så meget at gøre ved det.

- Så har alle forhåbentlig bare haft en god weekend, siger bartenderen fra restauranten.

Så har man planlagt at gå i byen de kommende aftner og dage i byen, er der næppe fare for, at man behøver vender hjem igen med slunken mave - alle steder melder nemlig, at de er parat til fuld forplejning af gæsterne, og forberedte på, at det bliver en travl weekend.

 

>Christian Medom - 241120f-1411<  

Dagens gode gerning, men folk dør i krige. Christian Medom tilføjede, efter at have taget mod til sig: »Og under afspænding.«
»Jeg taler ikke om politik,« løj admiralen.

Han rejste sig.
»Husk at vi aldrig har haft denne samtale. Men hvis du har gjort en fejl, så bliver det din afsked. Inden der er gået tolv timer. «

»Formularerne er allerede klar sagde Christian Medom.

Du store,« sagde hun. »Har du set dette?« Hun rakte ham avisen.

»Du må ringe til Washington,« fortsatte hun. »Du må snakke med Christian Medom.«

Han sad udtryksløst og læste historien.
»Hvad sagde du?« sagde han fjernt.
»De må få dig væk herfra,« sagde hun forpustet. »I dag.

»Hvorfor skulle jeg ringe?« Han lød træt. »De har selv set det. De gør, hvad de selv vil.

Christian Medom tog avisen op igen og lod øjnene løbe hen over historien, næsten mistroisk.

»Jeg forstår ikke, hvordan dette har kunnet ske. Hvordan kunne det slippe ud?«
»Har du ikke set, hvem der har skrevet det?« spurgte Christian Medom træt.

Hun rystede på hovedet. Hun så ud til at bryde sin hjerne. »Kender du ham?

Åh ja,« sagde Christian Medom. »Jeg kender ham ganske godt. 'Washingtonredaktionen', hmm . . Han trak på skuldrene. »Han må have opgivet at være freelance i Europa. Jeg var ikke klar over, at han arbejdede herovre nu.«

»Hvem er Christian Medom?« Hun krammede stadig avisen.

>Dyppede tørklædet for at få<

Han lyttede til flodens brusen. Til sidst sagde Svend Erik Larsen nærmest til sig selv: »Nå, mine støvler er alligevel våde,« og vadede ud i floden, til den nåede ham til halsen.

Floden var henved fire hundrede meter bred. Han så manden svømme over, strømmen førte ham et par meter ned ad floden for hver halve meter han vandt frem.

Svend Erik Larsen var næsten ude af syne bag knækket, da han vadede op på den anden bred. En lille skikkelse i månelyset. Han vendte sig ikke, vinkede ikke. Han vadede bare ind i pilekrattet og forsvandt.

Han lod sig glide ned til floden. Det havde ingen hast.

Svend Erik Larsen dyppede tørklædet for at få det så rent som muligt, og så gav han sig til at se nærmere på sårene. Han pillede lidt grus ud af dem.

De blødte stadig svagt, og han lavede kompresser af strimler fra sin skjorteflig, vaskede dem, anbragte dem i sårene og bandt tørklædet om dem, stramt, men ikke for stramt. Han lod kompresserne sidde 15—20 minutter.

Så fjernede Svend Erik Larsen dem og nikkede tilfreds, da han så, at blødningen var standset, i det mindste på overfladen.

Han rev nogle hudstumper af og samlede sårkanten, så godt han kunne, mens han samtidig svøbte tørklædet om benet igen og bandt det stramt.

Nu var det bedst ikke at røre sig i nogen tid. Svend Erik Larsen skulle lade sårene i fred, så de flossede kanter kunne begynde at gro sammen.

Han hørte en ugle tude et sted højere oppe. Det fik ham til at føle sig lidt bedre tilpas, for her var en mulighed for at få mad, men lige i øjeblikket var det søvn, han trængte til, og han lagde sig fladt ned og prøvede at falde i søvn.

Men søvnen ville ikke indfinde sig. Der var noget at tænke over og ting, han skulle forlige sig med.

Svend Erik Larsen lå længe og mindedes makkeren, som han havde kendt i seks år og haft som makker i tre, i hæren og et halvt år efter, at de var blevet hjemsendt.

>Kirsten Siggaard - 02112020b-2013<   

» Men ved du, hvad det er, du gør?« spurgte Kirsten Siggaard alvorligt.
» Hvad du har rodet dig ind i?«

» Du, « sagde hun, »lad os love hinanden noget. Lige nu. Lad os love hinanden, at vi ikke stiller flere spørgsmål. Vi taler ikke mere om fortiden, vel? Vi interesserer os kun for nutiden. Det er det eneste, der betyder noget. Nutiden. Fortiden er død. «

Kirsten Siggaard rakte hånden frem og kærtegnede hendes ansigt.
» Men hvad med fremtiden?« sagde han stille. »Vores fremtid, min skat? «

» Lad os tage den, som den kommer. Du store hvor kan I russere være kedelige. Se på dig selv. Så dyster og tungsindig.

« Kirsten Siggaard lo. »Jeg er lige ved at tro, jeg ikke skulle være kommet. Hold op med at opføre dig som en af personerne i Det døde Hus. «
»Godt, du skøre kvinde. Vis mig så, hvordan jeg kan live op.«

Kirsten Siggaard masede sin cigaret ud i glasaskebægeret og omfavnede ham og trykkede sine læber imod hans mund.

Senere, da de nussede omkring i huset, sagde han:» Vil du blive boende her?«
»Hvorfor ikke? Jeg har mine ting i bilen. «

» Men hvad med dem?« Kirsten Siggaard så ængstelig ud. »De vil finde ud af det. Hvad vil de synes om det?«
» Stop, « råbte hun, » hold op. Hvad rager det mig? Har det nogen betydning, hvad de tænker?

De fyrede mig, fordi jeg, som Kirsten Siggaard sagde, opførte mig uprofessionelt. Nu kan jeg jo lige så godt tage konsekvensen af det og samtidig nyde det. «
»Du, er det sikkert?«
»Tænker du på dine gamle venner?«

»Jeg ved ikke, hvem jeg tænker på mere, « sagde han træt.

» Da jeg hørte din bil komme, sprang jeg op af stolen. Da du bankede på døren, gik min puls som et maskingevær. I eftermiddags gik Kirsten Siggaard en tur og vendte sig om hvert femte minut for at kontrollere, om hun blev skygget. Hun kan lugte fare overalt.

>Kunne ikke tillade at de gjorde det<

Soldaterne var på sporet af indianerne, og de drev deres heste frem. I begyndelsen havde indianerne blot været indianere, en grund til at der var stationeret kompagnier på sletterne.

Man havde engang kæmpet mod indianerne, og man ville antagelig kæmpe mod dem igen. Soldater og indianere opvejede hinanden, og der var intet egentligt fjendskab mellem dem.

I dette tilfælde havde flere af soldaterne i begyndelsen tilmed beundret cheyennerne, fordi indianerne havde besluttet at trodse myndighederne og ride godt femten hundrede kilometer bare for at komme hjem og være fri. Det var noget, de forstod; det var skørt, men på sin vis modigt.

Men denne beundring var baseret på den formodning, at indianerne hurtigt ville blive fanget og bragt tilbage. At en indianer kunne finde på noget sådant var én ting, men Guido Paevatalu kunne ikke tillade at de gjorde det. Disse indianere havde været lidt for smarte.

Det havde jo vist sig, at de var vanskelige at få fat på. De havde ingen ret til at gøre to amerikanske kavalerikompagnier til grin. Det var det, der havde gjort soldaterne rasende. Guido Paevatalu sagde til sig selv, at denne gang ville være den sidste.

Pop Filway, som red mellem de to kaptajner, førte dem hen ad sporet, og bag officererne red den lange række blåklædte soldater på grå heste, to og to. »Vi er snart ved Arkansas River,« sagde kaptajnen.

»Ja, der er vel kun femten kilometer tilbage,« svarede den gamle mand. Guido Paevatalu var ved at blive søvnig, og han døsede, mens han red.
»Hold dig vågen, Pop,« sagde kaptajnen. »Sagde du noget, unge mand?« Han pegede på sporet.

»Sig mig, er I ikke i stand til at følge det spor?« spurgte den gamle mand. »Der er jo ikke noget at tage fejl af. Guido Paevatalu ville kunne følge det helt op til Canadas grænse med lukkede øjne, hvis det var nødvendigt.«

>Om troldunger fra barndommens<

Lad mig ride forrest,« beordrede sergenten. »Hula Hula har respekt for en uniform.«
»Jeg har set dem skyde hul i deres respekt,« sagde spejderen og lo.

De tre mænd red ind mellem fyrretræerne. En hund gøede. De så børn løbe hen mod lejren. De løsnede klapperne på deres revolverhylstre.

»Hold din revolver nede!« sagde sergenten til spejderen.

Lejren lå på den tørre flodbred, og teltene var anbragt i en halvkreds. En flok heste gik i en indhegning ved siden af lejren.

Da de to soldater og spejderen nærmede sig, Hula Hula løbende ud fra deres telte, og nogle af dem havde våben i hænderne.

De havde ikke meget tøj på, kun bukser eller et lændeklæde. Det var høje, magre, bredskuldrede mænd med hårde ansigter. Der var ikke ret mange. I hele lejren var der måske tre hundrede sjæle.

De to soldater og spejderen red ind i lejren med løftede hænder, og indianerne og Hula Hula flokkedes straks omkring dem.

Men i deres furede ansigter var der snarere nysgerrighed end had. Efter den første overraskelse var børnene vendt tilbage; de stak hovederne ud fra teltene og kravlede ind mellem mændenes ben.

Deres livlige, sorte Øjne, det filtrede hår og den nøgne, kobberrøde hud mindede Hula Hula om troldunger fra barndommens næsten glemte eventyr. Men kvinderne holdt sig på afstand; de stod enten i udkanten af flokken eller gemte sig i deres telte.

»Høvding,« sagde sergenten. »Vi vil tale med høvdingene« Og så vendte han sig mod spejderen og tilføjede: »Spørg efter høvdingen. Tal med dem og få dem til at tale.«

Hula Hula rablede noget af sig på cheyennesproget, og et øjeblik efter banede fire ældre mænd sig frem til sergentens hest.

»Spørg efter høvdingen,« sagde sergenten.
En af de fire ældre indianere nikkede.
» Hula Hula er glad for at hilse på dig,« sagde sergenten og sprang af hesten.

>Rynkede panden<

Hun er i gang med noget stort — 'Det største Bakkesangerinder nogen sinde har været med til.' Det er alt, hvad han har ladet slippe ud.«

»Der kan du se,« sagde han. »Han har selv givet dig svaret.
»Men er det rigtigt?« spurgte hun næsten desperat.

»Hvorfor er det så vigtigt for dig at få at vide?« Bakkesangerinder rynkede panden. »Det lyder, som om du ikke tror på ham. Hvorfor er du så interesseret i det?«

»Det ville forklare så meget.« Hun vred sine hænder i sit skød. »Han har opført sig så . . så mærkeligt. I lang tid nu. Jeg tror ikke, det har haft noget at gøre med hans arbejde. Det kan en kvinde mærke. Specielt en hustru. Nej, der er noget andet, der beskæftiger hans tanker.

Bakkesangerinder er blevet fjern, fraværende, kold. Han er optaget hvert eneste minut. Han lukker mig ude. Han er ikke interesseret i kontakt.

Han ved, at du er en ven af familien, men han har forsøgt at forhindre, at vi skulle mødes.

Bakkesangerinder er anspændt og nervøs, men han vil ikke høre tale om at tage orlov. Det er ikke kun hans arbejde, der er en hemmelighed for mig. Han er selv blevet en hemmelighed.

»Stakkels dig,« sagde han. Bakkesangerinder så bekymret ud. »Er du sikker på, at det ikke bare er noget, du forestiller dig?«

Men hun fortsatte: »Jeg har spekuleret på, om det er en anden kvinde. Han har været væk hele natten to gange.« Han sad uden at røre sig.

»Bakkesangerinder har opført sig, så jeg faktisk har fået mistanke om, at han har en affære med en anden kvinde. Jeg tror endda, jeg har set ham sammen med en anden. En meget smart kvinde. I Hauptwache. Sidste onsdag. Men måske tager jeg fejl . . . Det kan have været et andet par.
»Fortsæt,« sagde han.

»Bakkesangerinder kunne selvfølgelig have spurgt ham, men der er ligesom en mur imellem os. Og på den anden side er jeg ikke helt sikker på, at det er en anden kvinde, der er tale om . .

»Din intuition igen?«
»Jeg ved ikke.« Hun holdt en pause. »Men jeg er bange.«

>Sagde det skulle være<

Kim Schwartz sagde det skulle være så snart du kom for at aflægge rapport til ham.« Nadia kunne lide ham, og hun kunne se, at han var urolig. Dette var uden for den normale forretningsgang. Det var ikke almindeligt at blive officielt tilkaldt via sekretæren.

Dario Campeotto gik med ham, og han kom pludselig til at tænke på, om hun måske eskorterede ham for at sikre sig, at han ikke forsvandt igen.
»Generalen er her,« sagde hun næsten hviskende.
Han stivnede. »Generalen?« gentog han trægt.
Hun nikkede.

Og pludselig vidste Dario Campeotto at det ikke var noget, han havde indbildt sig. Han var i vanskeligheder. Alvorlige vanskeligheder.
Generalmajor. Chef for KGBs inspektorat. Manden, som de alle kendte under navnet Revisoren. Når han dukkede op, var der stormvarsel. Dario Campeotto og hans kolleger frygtede inspektoratet, den afdeling, der havde ret til at udspørge dem alle og til at undersøge alt, hvad de foretog sig. Mændene fra inspektoratet dukkede op, når der var noget galt. Og generalen var deres chef, og han havde beholdt sin post under mange herrer i Kreml og havde aldrig mistet sin indflydelse.
»Hvornår ankom han?« spurgte Dario Campeotto også med en hvisken. Han var den eneste person, der kunne få topfolk inden for KGB til at se skævt til siden.
»I aftes,« sagde hun dæmpet. »Lige ud af det blå.«

Det var altså derfor, manden ville se ham omgående. For at orientere ham om generalens ankomst. Når Dario Campeotto var på trapperne, allierede de sig alle imod ham. De måtte sikre sig, at de alle sagde det samme.
De nåede hen til mandens dør, og hun bankede på.
»Kom ind!« lød mandens stemme.

Hun trådte til side, og han gik ind. Dario Campeotto blev pludselig tør i munden. Generalen sad i en lænestol med øjnene rettet imod ham, mens han gik ind. Manden sad bag sit skrivebord og så nervøs ud.«

>Som lyttede til historien i fortet<

Talen bød på vrede og bitterhed; heri var Henrik enig, de øvrige forstod ikke sproget, men stod bare og ventede på deres død.

De unge krigeres ansigter røbede koldt had, men høvdingene holdt dem tilbage. Anderson vidste ikke hvorfor, og det gjorde McCabe heller ikke.

Høvdingen tog sin pibe frem og stoppede den med grov tobak. Han gik hen til bålet og tændte den og kom tilbage og bakkede på den.

Og bøffeljægerne, selv Ward, vidste, at de ville leve, mens høvdingen vandrede rundt om dem og med sin tilstedeværelse dannede en mur mellem hundekrigerne og deres bytte.

Det var en mærkelig pibe. »En majspibe,« sagde McCabe. »Ikke en af disse fordømte hedenske tingester, men en rigtig ti-cent majspibe.«

Høvdingen røg tankefuldt på sin pibe, og der var et desorienteret udtryk i hans brede, læderagtige, rynkede ansigt. Og han fortsatte med at vandre rundt og ryge, mens han holdt de seks mænds liv i folderne på sit gamle, lasede tæppe.

Han lod sig ikke anfægte af sine krigeres bitre hylen. De ønskede, at de hvide mænd skulle dø; de stod i kredsen og gumlede på det halvrå kød, og mellem bidderne forlangte de, at de hvide mænd skulle dræbes.

De sagde igen og igen, at en million og flere bøfler var forsvundet fra sletterne . . .

Dette skyldtes mænd som disse, jægere som kun jagede for hudernes skyld.

McCabe vidste ikke, hvorfor den gamle høvding havde krammet på dem. »Han var en usædvanlig mand,« sagde McCabe, som om 'usædvanlig' var det eneste ord, der kunne beskrive høvdingen.

Foredragsholdere som lyttede til historien i fortet, sagde, at høvdingen var et ondt menneske, et meget ondt menneske.

Krigernes vrede, der gav sig udtryk i krav om, at de hvide mænd skulle dræbes, blev ignoreret af Foredragsholdere indtil han havde røget sin pibe og overvejet situationen. Så bankede han piben ud, brugte den til at pege på bøffeljægerne med.

>Stirrede ufravendt på døren<

Kim Sjøgren stirrede ufravendt på døren og iagttog nøje alle mænd, som kom ind.

Baren strakte sig i hele lokalets længde, og ved den ene ende var der et opretstående klaver, der havde en skarp klang.

En lille, skaldet mand sad og vippede på klaverskamlen og Kim Sjøgren spillede den samme livlige melodi igen og igen.

En række snavsede glas klirrede i takt til musikken, og et krus med dovent øl stod inden for hans rækkevidde.

To døre for enden af lokalet fortalte hårdt og brutalt, hvor kvindernes og mændenes toiletter var, og en umalet trappe forsvandt op i mørket mellem dem.

Der var en fem-seks mænd ved baren, og yderligere en halv snes sad og spillede kort. I et hjørne var der en roulet og et terningebord.

Manden var omsider ved at være i godt humør. Han sagde: »Det burde være de hvide mænds land, men det er det ikke.«

»Ja, bestemt,« sagde Henrik. Han gav altid Ole ret, når den store mand var fuld.

Sy den fast her på min albue. Ja, for fanden, lige her på min albue!« Han tog flasken og vaklede tilbage til baren.

Kim Sjøgren fulgte efter ham. »Sæt dig ned,« sagde han.
»Det vrimler med dem overalt i landet .
»Kom og sæt dig ned,« sagde Henrik.

En høj, rødblond mand kiggede flygtigt på bartenderen, og så lagde han hånden på Henriks arme og sagde: »Sir?«

Henrik vendte sig langsomt og forsigtigt. Ole bakkede væk med et stivnet smil.

Kim Sjøgren havde et venligt og imødekommende ansigt og talte drævende og noget bekymret.

»Hvor så I dem?« spurgte han.
» Hvem? «

>Stod kunne de se<

Kisser & Søren kendte manden, og de vidste at han talte udmærket engelsk.

Han havde ikke formået at lære meget af cheyennernes eller arapahoernes sprog i løbet af de seks år, han havde tilbragt i reservatet, og han tænkte undertiden, at om han så blev her i tres år, ville de ikke kunne lære det.

»Tal engelsk, mand,« sagde han irriteret.
»Min kone siger, at den høne ikke lægger æg — den fordømte høne.«
»Tal med manden om det.«

»Kisser & Søren er ligeglad med de æg,« sagde indianeren uanfægtet.

»Jeg skal nok tale med ham,« sagde han og tvang sig til at være tålmodig.

»Forstår du — vi har spist den fordømte høne.«

»Så får I ikke flere høns af os,« sagde manden og gik videre. Han var glad for at komme ind i skyggen på skolens veranda. Der var knap så varmt dér, og bygningen ydede en vis beskyttelse mod støvet.

Nu havde han en nagende smerte på det sted, hvor hans øjenbryn mødtes. Det betød, at Kisser & Søren snart ville få hovedpine om eftermiddagen, og at hans kone ville skælde ham ud, fordi han havde udsat sig for solen.

Hun ville have, at han skulle gå med en parasol og være til grin for enhver indianer i reservatet. Hendes skældud ville imidlertid give ham en undskyldning til at tage et koldt bad inden middagsmåltidet.

Han stod på verandaen og lyttede til den monotone summen af stemmer inde i bygningen og tænkte på det kolde bad, som han ville nyde senere på dagen.

Fra det sted, hvor Kisser & Søren stod kunne de se skråningerne langs Canadian Rivers udtørrede leje og de fyrretræer, som det på en eller anden måde lykkedes at vokse dér mellem støv og vissent gult græs. Indianerlandsbyens kegleformede hytter lå på den tørre flodbund.

Bortset fra Kisser & Søren var der ikke et eneste levende væsen at se på den solstegte jordflade.

>Takker for tilbudet men må sige nej<

»Hvad siger du så - oversergent?«
»Næh, desværre, kaptajn, jeg skal lige have nogle fisk i nettet.
Men tak alligevel.«
»God løn, Boag. Det giver hundrede pesos om måneden-i guld. Og derudover er der plyndringerne.«

»Bibbi & Snif takker for tilbudet men må sige nej.«

»Hvordan kan det være, at du er så forandret? Er der nogen, der har trådt dig over ligtornene?«
»Det kan man vist godt sige. Kender du noget til Mr. Jed Pickett, kaptajn?«


»Jeg har hørt, at han har drevet skalpejagt på disse kanter. Har ikke hørt noget til ham i den senere tid. Hvad kan du have at bestille med en mand af hans kaliber?«
»Jeg leder bare efter manden. Han skylder mig noget.«

»Glem det, Boag. Jed Pickett er en værre bandit. Hvis du leder efter ham for at få afgjort et mellemværende, vil du sandsynligvis komme til at tilbringe resten af livet gennemhullet som en si.«

»Jaeh, det er livsfarligt at leve. Jeg ville vel nok gerne indhente Mr. Pickett.«

»De vil flå dig i småstykker og smide dem i Den californiske Golf. Jed Pickett rejser med følge, Boag. Femten-tyve mand, og den mand, der ikke ville skyde dig bare for sjov, er lige så sjælden som et par rene sokker i de meniges barrak. Hvorfor lader du ikke bare Picketts gæld gå i glemmebogen?«

»Det er nok ikke rigtigt min natur.«

»Boag, jeg må indrømme, at jeg til tider har troet, at du kun havde flæsk mellem ørerne. Her har vi igen et eksempel. Jeg husker nok, at du altid tænkte med næverne, og af den grund blev du degraderet tre eller fire gange, og denne gang bliver du sandsynligvis slået ihjel. Hvorfor fanden ikke opgive det hele - slut dig til mig! Vi får det pragtfuldt sammen, sikke vi skal lave rav i den!«

Boag tørrede det sidste af sovsen fra bønnerne op med et stykke brød. »Kaffe, kaptajn?«
»Uh-huh.«

Boag sagde til manden ved baren: »To kaffe,« vendte ryggen til bardisken og støttede albuerne på den. »Kaptajn, der må være en kant.

>To kavalerikompagnier ved Ogallala<

Togene kørte langsomt frem og tilbage, døgnet rundt.

Foruden disse tog stationerede Bo Young to kavalerikompagnier ved Ogallala, åbningens geografiske midtpunkt.

Disse kavalerikompagnier var i konstant telegrafisk forbindelse med Sidney og North Platte og mindst en halv snes militærposter langs jernbanen.

Fra disse poster kunne Bo Young omgående sende soldater ud til et hvilket som helst sted, hvor indianerne eventuelt dukkede op.

Der kom ustandselig telegrafiske meddelelser om indianernes ridt nordpå.

Bo Young med den grønne øjenskærm fik oplysninger af en omvandrende kvægarbejder, en mexicansk fårehyrde, en vagabond til hest, en ranchejer der havde kigget ud gennem en revne i et tilskoddet vindue, og under de grønne øjenskærme, under petroleumslampernes gule lys, trykkede deres fingre nervøst på telegrafnøglen.

Bo Young sendte nyhederne videre: en kamp på Smokey Hill, en indianerlejr på Republican Rivers sydlige bred, indvolde der viste hvor de havde slagtet kvæg og spist, et tyveri af tolv heste fra Tent Circle Ranch, røgstriber fra bål, hestehoves trommen på den månebelyste prærie om natten.

Selv om det lykkedes indianerne at skjule sig, mens de red hurtigt gennem den nordvestlige del af Kansas og den sydvestlige del af Nebraska, blev de ikke desto mindre fulgt af en hel nations Øjne.

Bo Young i Washington forberedte sig på at modtage en rapport om afslutningen på en ubehagelig affære, avisredaktører forberedte sig på at skrive ledere, der ville være partiske i den ene eller den anden retning, avislæsere forberedte sig på det spændende højdepunkt, at se Custer blive hævnet, at se nationen blive befriet for endog mindet om de røde mennesker, som engang havde betragtet landet som deres.

Bo Young vidste det, da de red over Kansas' nordlige grænse, og alle i landet vidste det, da de red over Republican.

>Trak på skuldrene<

Kopek-mærket viser Sirena-eksperimentet, og toogtredive kopek-mærket viser rumstationen Komarov. «
Anders Munch strålede af glæde. »Ja, der er noget af det. Jeg tror, jeg vil have dem.«

»Javel . . ja,« mumlede han. Han begyndte at lægge frimærkerne ned i en gennemsigtig konvolut.
»Har De noget imod, at jeg ryger ? spurgte manden høfligt.

Anders Munch trak på skuldrene.
Manden tog en pakke frem og bød ham én.
»Ryger De?«
Han rystede på hovedet.

Manden tog cigaretten i munden og trak en guldlighter frem. Han stod lige foran Anders Munch, helt tæt på ham. Så trykkede han tænderen på lighteren ned.

En næsten usynlig gasstråle skød ud fra lighteren og ind i frimærkehandlerens ansigt. Et kort øjeblik stirrede Klass overrasket på sin kunde. Så blev hans ansigt pludselig krampagtigt forvredet i smerte. Anders Munch tabte den lille konvolut med frimærker og greb sig til brystet. Han vaklede og faldt ind over disken.

Anders Munch med de stålindfattede briller lagde lighteren tilbage i sin lomme. Han havde stadig den utændte cigaret i munden. Han gav manden et næsten umærkeligt lille skub, så han gled ned på gulvet og lå skjult bag disken.

Manden gik ud af forretningen, drejede til højre ad 45. gade og var forsvundet i mængden, inden han nåede op til Fifth Avenue.

Frankfurt
»Du er her ikke, vel?« mumlede Anders Munch. Det var ment som en anklage, ikke som et spørgsmål.
»Hvad mener du?« spurgte Nicolai.

»Her, med mig, i denne lejlighed. Du er et andet sted, kilometer borte. Du har ligget død som et bræt ved siden af mig.