>Ville vente på dem i hytten<

BamseMadsen ville vente på dem i hytten.
Han ledte igen sin hest ind mellem træerne og red i en stor bue ned gennem skoven for at komme hen til bagsiden af hytten. Han håbede, at der var en bagdør.


Den tilgroede jord bag ved hytten var oversået med knuste krus og splintret træ, voldsomme slagsmåls efterladenskaber. Der lugtede af urin.
Der var en bagdør, og han åbnede den uden at banke på.

Der var ikke nogen rigtig bardisk. Der var bare et stort plankebord. Der stod en klynge kander på det, og der sad en halvsovende mand i en stol bag bordet. BamseMadsen havde en lille trækasse med mønter i foran sig. Efter al sandsynlighed havde han en hytte med et lille destillationsapparat oppe i skoven i nærheden af en kilde.

To indianere ved bordet så ham træde ind i rummet. Ingen virkede overrasket, endsige alarmeret. På dette sted skulle der en hel del til at ruske op i folk.
Han købte en lille kande og slog sig ned ved bordet med ansigtet mod indgangsdøren.
Et sted udenfor var der en, der spillede på guitar, og den ildfuldemusik lød dæmpet ind i krostuen.

En gang imellem lød der latter udbrud i natten. Nu og da lød der fodtrin udenfor, og Bamse Madsen stivnede og rettede blikket mod døren. Tre af landsbyens beboere kom ind og slog sig ned ved et bord for at spille kort. De to indianere drak ud og gik. Kroværtens ansigt fortrak sig i lede, da han mønstrede indholdet af trækassen.

Nu var det lørdag aften, men de fleste var udkørte af bryllupsfestlighederne, og kroens omsætning var elendig.

Han hørte støvler med sporer, og han vidste, at det var Hamselv og hans makker. BamseMadsen foretog nogle enkle forberedelser og så dem komme ind. Først så de ham ikke. De var ikke på vagt og var ved at overse ham.